Spiseforstyrrelse

Følelsen af dårlig selvværd og et liv fyldt med skam ligger mig ikke langt fra.

 

I mine ungdomsår kæmpede jeg med en spiseforstyrrelse - nærmere bestemt anoreksi.

 

Alt skulle være perfekt og de krav der fulgte med var tårnhøje.

 

Det var aldrig helt godt nok. Den indre stemme (anoreksien) pressede mig til det yderste. Og den gav aldrig op, blev aldrig træt og ikke mindst aldrig tilfreds. En uendelig kamp med tanker, krav og performance.

 

Trods de få kilo, trætheden og til tider udbrud, så knoklede jeg på med træning. Jeg kunne på ingen måde se, at jeg var syg.

 

Tværtimod var det min opfattelse, at jeg havde styr på det hele - og ingen skulle tage min "bedste ven" fra mig. Meget mærkeligt at skrive det, men det blev det.

 

For anoreksien hjalp mig gennem de svære følelser. Jeg følte ikke, at jeg var god nok. Ikke at høre til. Det er også en af grundene til, at det er så svært at komme ud af en spiseforstyrrelse.

At leve med en spiseforsyrrelse er opslidende og ødelæggende for kroppen. Den mangler alle vitaminer og mineraler - og samtidig er hjernen i underskud på brændstof.

 

Det er en kompleks sygdom, hvor der både skal arbejdes på den psykiske del og kostdelen - og derfor valgte jeg at blive ernæringsterapeut. For det gør en kæmpe forskel, at få hjælp fra en person, som favner begge aspekter i sygdommen.

 

Jeg brænder særligt for, at hjælpe mennesker med at komme tilbage på sporet - og få et bedre liv. Et liv, som de fortjener! Et liv UDEN skam, dårligt selvværd og ikke mindst den ensomhed der følger med.